i denne grumme Vinternat,
hvorfor du uden Stav og Klœder
som hjemløs har dit Hus forladt
med Døden i dit Hjerte,
hvorfor, som under Kransens Tjørn
vor Frelsers Tinding, din er bleg.
Af Kummer over dine Børn,
fordi de sveg, fordi de sveg
og sank i Tort og Smerte.
