af Fuglesang, der fødes i Lovets Skjul og møes
i Løb og Melodier og smelter saligt sammen!
De lyse, klare Blade af Solen gennemglødes.
I Skygge Stien hylles.
Arhundresdstærk og stille mod Himlen stiger Stammen.
O, Vårbes Grønheds≈Under! Har Hjertet endnu Vunder? –
Det er ej en Kimære, det er vor Dag, det nære,
Det er vor Verden? – Se, vor Stjerne bløder.
efter Sigurd Swane
